Pakkebowling
Nu nærmer december måned sig og alle kender jo til den traditionsrige pakkeleg. Men kender I også spillet ”pakkebowling”?
I HIK Bowling (Hobro) spilles der hvert år i december måned pakkebowling.
Bente Dahlin, HIK Bowling, er kvinden bag ideen;
”Vi bruger det som en sjov måde, at ønske hinanden glædelig jul på og det er hylende morsomt, at se, 40 voksne mennesker løbe rundt på banerne og stjæle pakker fra hinanden.
Hvordan pakkebowing:
Spillet varer 2 timer med 3-4 personer på hver bane. Alle medbringer 2 små pakker af 25-30 kr. stk. I time 1 spilles med rød kegle og der kan vindes en lille øl eller sodavand til den person som vælter en strike når den røde kegle står som nr. 1. Klubben udleverer værdibevis som kan indløses i baren. Denne dag er den eneste på hele året, hvor det er tilladt at drikke øl på banerne i træningstiden. I time 2 spilles der så om pakkerne. Man skal vælte præcis 8 for at vinde en pakke. Man har 2 slag til at vælte de 8 kegler. Dvs. man kan vælte 6-2, 5-3, 4-4, osv. Hvis man vælter 8 i første slag, vinder man 1 pakke – uanset hvad man vælter i andet slag. I starten ligger pakkerne i en stor bunke som alle tager fra. Når der ikke er flere pakker i bunken, må man stjæle fra hinanden. Man skal dog færdigspille sin rude før man må gå efter en pakke.
Pakkebowling for ungdom:
Efter at have haft succes med pakkebowling på seniorsiden, har vi også udvidet det til ungdomsafdelingen. Her spilles kun 1 time og pakkebowling foregår på samme måde som hos seniorspillerne. Da der hos ungdomsspillerne kan være stor forskel på niveau, kan man lave forskellige krav til de enkelte spillere. De helt nye puslinge skal f.eks. vælte mere end 5, mens de bedste ynglingespillere skal vælte præcis 8 som de voksne. Man kan sagtens lave 3 eller 4 niveauer. Det kræver bare lidt flere voksne til at styre slagets gang, men når først de unge har fundet ud af det, går det helt af sig selv. Man kan også undervejs ændre kravene til den enkelte spiller, hvis det viser sig at være for svært eller for let. Det skulle jo gerne ende med, at alle får mulighed for at vinde pakker.
Hvem vinder pakkerne?
Når maskinerne slukker efter time 2 har man vundet de pakker man har på tidspunktet. Hvis man er på vej efter en pakke når maskinerne slukker, må man ikke tage en pakke, men har man pakken i hånden og er på vej ”hjem” når maskinerne slukker, må man beholde pakken.
Efter spillet er klubben i Hobro vært ved et arrangement med gløgg og æbleskiver.
Hvad koster det?
I HIK giver medlemmerne ikke noget for at deltage i pakkebowling – ud over de pakker som man skal medbringe, men det er jo op til den enkelte klub, om man vil opkræve et gebyr til at dække ”rød kegle” spillet og det er selvfølgelig også op til den enkelte klub, om man vil lave noget bagefter. Bestyrelsen i HIK har vurderet, at klubben ofte sparer baneleje til baner omkring jul, enten fordi træningsaftenen ligger i juledagene, eller fordi der er færre der kommer til træning omkring jul – denne besparelse betaler derfor de ekstra udgifter ved pakkebowlingen.
Skulle ovenstående give anledning til inspiration og afklarende spørgsmål er man velkommen til at kontakte
Bente Dahlin på mail:
bentedahlin@hotmail.com eller på mobilen: 28 63 52 51
Variation:
i Top 10, Odense, har vi kørt den type i mange år. dog i en variant kun med krydser.
De sidste par år har vi gjort det i ungdoms-afdelingen, at vi har sat maskinerne op til 9-pins for de bedste og helt ned til 5-pins for de mindre gode.
Dog med den regel at man ikke må tage den sidste pakke, for at alle får en pakke med hjem.
Børnene har en eller to pakker med hver og ungdomslederen/klubben køber også nogle pakker, så der er rigeligt med pakker til børnene.
Hvis en hal ikke kan sætte maskinerne op til et "pin´s spil" kan der spilles på manuel slagseddel. det giver en udfordring for de små grå også. til bagefter når den skal regnes ud.
Med Venlig Hilsen
God fornøjelse
Palle Nielsen og Jesper Mikkelsen, udviklingskonsulenter DBwF